Forfatteren Niels, en mand der passede på mig i en tid, hvor jeg havde brug for at blive passet på- og som jeg siden selv passede på med omsorg og gæstfrihed- kommer forhåbentligt snart og besøger os.. her på knud- jeg afbrød vores kontrakt uden bogstaver- i utide, og vil byde ham på fade med klipfisk hvis han dukker op og sætter sig på rensdyrskindet ved ildstedet. Der ligger to eksemplarer af hans bog om Knud Rasmussen- side om side med min egen morfars biografi om selv samme person.. ved pejsen i baren.. et hvile sted hvorfra man kan skue fra knuds hus til knuds hus.
Han sagde en ting der har hjulpet mig mange gange- ham Niels;
’’Det handler om stedet man skriver fra’’ sagde han..
Altså – det første anslag.. den første tone i brevet, eller stemning i ordet.. Ud af det, kommer resten.. helt af sig selv.. Jeg kan derfor indlede denne tekst med følgende:
Det sker kun én gang i en restauratørs liv – at han eller hun, åbner en restaurant i Hundested.
( hvilket jo teknisk set er usandt- for anslaget kom 10 linjer forud…. Men skidt med det.. det vil tære på kognitionen og pusle i krakileren– men ikke i andre- over hvilken del af teksten der egentligt var anslaget til tonen i det her opslag )
Det gør man kun en gang i livet. Charlotte og jeg har overtrådt den tærskel…der kommer ikke en anden chance- en ny reception- et nyt møde for første gang. Man møder osse kun sin kone for første gang- en gang – sekundet kan ikke gentages. hendes øjnes dybde og skin.. hendes krop.. hendes ånde.. alt sker kun en gang for første gang- alt derefter vil være gentagelser, skønne smukke gentagelser.. og justeringer. .. men gentagelser på en erfaring. Den erfaring- har man ikke – når man for første gang sætter nøglen i døren og drejer skiltet fra lukket til åbent. Det kan ikke gentages. Og det har bare været så fantastisk at blive så godt modtaget af alle jer- der har valgt at lægge jeres vej forbi..- første gang
Stort stort tak- fra os… Charlotte og Jens
ok- Nå wats new: Jo – menuen bliver justeret.- hele tiden.. det plejede at være hvert ottende minut- nu nok mere hver ottende dag.. . nu med ugens luns.. der jo egentligt er en venlig hilsen til Jens Vestergaard, der nu har muld omkring fødderne, men tidligere drev et sagnomspundet spisested på Østerbro i en del år- af samme navn- Luns.. dagens ret.. i en gryde.. med en forret fra pålægsmaskinen og en dessert fra sylteværkstedet. Altså mega fedt.. og meget inspirerende.
Ugens luns er vores svar på dagens ret.. det er økokødet på pladen – eller i gryden. Med det grønne- og så kun til ’’’advarsel- reklame’’’ 175,- kroner. Jeg tror vi er på vej over i noget skovgris med grønne asparges og citron. – men hæng mig ikke op på det- selv om det lyder godt.. Men vi ryster- for røsterne om ugerne fra 24 til 32 løber foran tiden.. så vi lytter til røsterne, ryster og ruster… op.
Nå ja- så er der forsvundet et lokums bræt…. det er alligevel besynderligt ik ? osse lidt sjov! man oplever mange ting for første gang… Det var en venlig mand der med spil i øjnene- der sådan lige efter den rå tatar med fritter- spurgte pænt men også skælmsk– om det var sådan noget fancy københavner noget, at der ikke var toiletsæder på toiletterne… we dident know..det må vi bare sige.. nej det er ikke kommet til København endnu.. det er helt forbeholdt Hundested- Havnegade 18-.. men måske breder trenden sig. Antidote kan i øvrigt købes for en plov i Stark- Frederiksværk.
Der var en for-mand – i restauranten den anden aften.. med et kæmpe smil – en flot skjorte og dejlige mennesker omkring ham.. Jeg troede jeg skulle sige det var noget skidt- men det kan jeg ikke- sagde han.. – med et endnu større smil.. Formandens mission var ikke hemmelig- og omkring ham vidste alle hvad han var formand for. En blåstempling – tak for det- – loyalt drak han den store knuds skål- og roste den mere end bøffen- forståeligt nok.. indtil vi kom til rommen.. så satte han den ene klap for øjet og svømmede ud i havet af humle- der stod midt mellem himmel og hav- i bassinet hvorfra verden lige nu – ser skøn ud.
Vi var til reception – for egeværk- med sildemader og oksetater og oste og laks og brusevand og rosé bobler…og os selv. Oldermanden fra Københavns Snedkerlaug var kommet med en pris for at prise – Med kæde om brystet holdt han tale om egeværk- om mestrene og lærlingene – om havnen og værkstedet- om glasskibe, kredsløb og håndværk- om kompromisløshed- om skønhed og indtræden i en digital verden. Om Mette og Lasse og ukuelighed- og troen på noget komplet. .. Han var faktisk ikke den eneste oldermand i lokalet den dag- der var også andre der kunne have båret deres kæde og fortælle en historie om at køre fra København til Hundested og få øje på at loftet er så højt oppe at det næsten ikke synes.
Det er godt der kommer noget konkurrence til byen siger nogen- når de sætter sig ned i barstolen, svinger et kilo af den uægte søster til østers, alle skaldyrs moder- muslingen i munden.. drikker to glas pinot ditten datten og gufler 10 – 12 store sprøde fritter i sig og kigger mod syd. Jeg tror ikke der er nogen der ser det- når jeg klapper Charlotte i r…. og nikker til hende- det er ikke sådan det er .. Vi er ikke kommet for at konkurrere- vi er kommet fuldkommen egoistisk- for at fylde et lille hul i slipstrømmen på noget stort- på egeværk-på savværk og på glasværk- på bådbyggere og deres værfter, på fritidsfiskere, på bryghuse, på dinosaurerne, havfruerne, ansjoserne og provianterne bare for at nævne nogle af de mange både der er sejlet ud i Hundested havn for lang tid siden…… Vi var her ikke uden … det er sådan det er ..