Ellen & Dagmar startede med en sms… ’skal vi lave det sammen? Den her vinbutik?’ Aftenen forinden havde vi spist sammen. Middagen foregik i Knuds indre, vores ankerpunkt var bådebyggeren Troels’ langbord midtskibs. Det er et bord, hvor en dug vil være en mild fornærmelse, og det repræsenterer mange følelser for os begge. Bygget af en mand, der har lært os værdifulde ting om livet, kærligheden, maden og … vinen. Om nydelse og barnlig glæde ved øjeblikket. 4,5 meter håndlavet eg … bygget som en betydningsfuld gave – nu et midtpunkt for sammentræf igen.
Vi har en lang historie med hinanden, og vores møder har altid været fulde af skøn mad og vinglæde. Vi har delt mange gyldne og boblende dråber sammen. ’- Lad os sætte det på noder.. og få et fællesskab at skrive om.’ Dagmar var ikke sen til at svare. Uden helt at kende hendes motiver – andet end ved at bruge mit instinkt – så vidste jeg, at hun gerne ville være med som afsender og historiefortæller..
Under middagen – friskdampede blåmuslinger fra fjorden og vildsvin fra Thy med rosmarin – fostrede vi sammen ideen om at sætte venskab lig med vinskab.. og byde på os selv i den virtuelle verden. Fortælle vores historier om vine.. på vores måde.
Vi mindedes mange gode samtaler om mad og vin – og to ting slog os. Den første, at det altid har været nydelse, stemning og samspil med mad, der har været vigtigt. Den anden, at vi ofte føler os utilstrækkelige, når vi møder den etablerede vinverden. Vi besluttede os for at skabe et univers, hvor historierne om vinen bliver det meningsbærende varemærke. Alt det, der sker, når man sidder sammen, spiser og drikker vin, tager sæsonen ind.
Vi drak flere vine den aften – og snakken blev flyvende. Vi drak Love fra Provence til det blå guld – og siden meldte Peter sig på bordet til vildsvinet.. Det var Dagmars valg.. hun har mødt ham.. og han minder hende om Knud… PSI 17.. til vildsvin med rosmarin.. Lykken indfandt sig… kinderne blev røde.. det hele var til stede..
– Ellen
’Det er det bedste måltid, jeg har fået i et halvt år’, udbrød Ellen engang til en fødselsdag i min familie. Ellen er ellers godt vant, så jeg trak på smilebåndet, og afslog hendes ros. Måltidet var enklere end enkelt. Vi var bare interesserede i en køretur sammen – min elskede og jeg – og aftalte, at vi ville køre rundt til de gårde, vi køber råvarer ved. Uden nogen form for plan købte vi, hvad de havde, og spædede til med ganske få indkøbte ingredienser.
Menuen – som Ellen blev så glad for – bestod af nyopgravede kartofler med hakket persille og en smørklat. Et stykke grillet lam. En salat med agurk, dild og feta. Jordbær med fløde. Vi drak Mas Paillet til – vi havde både en rosé og en rød åben – og rundede af med en kop sort kaffe. Den tidlige sommer brusede gennem os. ’Man behøver ikke mere’, sagde Ellen på vej ud ad døren, ’hvem fanden behøver mere?’
– Dagmar
Vi havde besluttet os for at finde det tværgående smagsunivers et sted i det nordlige Italien. Vi var på jagt efter et hus med etikken i orden, med rimelige priser og en kompleks druesammensætning, som potentielt kunne stikke i mange retninger. Simple drinking… Det skulle vise sig, at vi ikke behøvede at rejse så langt.. Vi havde været til litteraturfestival i Berlin i selskab med Lise – min bedste veninde.. Det var september og det absolut dårligste tidspunkt på året at lede efter nye forbindelser. De høster senere i Italien.. vi tager chancen .. sagde altid kalkulerende Dagmar. Det er på den måde, at vi finder os selv i Venedig.
Natten og det meste af dagen var gået i tog – og nu sad vi altså trætte og sultne på det overrendte Osteria – Anice Stellato… Det var ventetiden værd.. vi bor lige ved siden af – så restauranten gav ligesom sig selv. Et orgie i blæksprutter, tun, små bløde krabber med pesto, knurhaner med persillesmør, courgette fleur og nogle sindssygt velsmagende tomater – kompotagtige.. Det er pasta og braiserede oksehaler. Well.. vi var sultne, og blev hjulpet af vores tjenerinde.. Deve solo essere semplice e buono – prøvede Dagmar – og det gjorde hun.. vores hjælper.. Hverdagsvin på Michelin-restaurant.. det er ligesom det, Italien kan..
Og det er her Rosé Nonot og den røde Villa Teresa kommer til vores kendskab første gang.. og sådan set derfra ændrer rejsens mål… vi skal tilbage mod nordøst og ikke længere syd.. svaret efter aftenens middag.. Dagmar går ud i receptionen for at finde en telefon.. jeg nyder eftersmagen af spicy aubergine og Merlot..
– Ellen
Jeg spejder ikke ud over havet, han må komme til mig. Dagene går ikke med længsel, men med livet. Børnene, pengesager, pligter, husholdning, livsnødvendige fællesskaber. Han skal være smuk, sådan en sømand, ellers bliver hans fravær for tungtvejende. Jeg ved han er min, jeg er hans lod. Hans skæbne og det tyngdepunkt, han graviterer imod. Og han er smuk nok.
– Dagmar (sømandskone)
Vi har to hvidvine fra Terras Gauda – en til sømænd og en til cowboys. Og ikke mindst de kvinder, der godt kan lide sømænd og cowboys. Vinene er skønne, og man bør bare gå ombord for en følelse af spansk jord og flamenco. Og smukke mænd..
Vidunderlige til fiskefileter eller fjordskrubber ”Bonne Femme’’, som sømanden hjembringer. Store, faste fede og med en distinkt smag af frisk fisk. Fileteret med det samme, og dampet i vinen.. Måske med sauteret efterårsspinat med løg og urter? Perfekt med en rigtig velsmagende bechamel-sauce til – spædet op med vinen og rundet af med dansk vesterhavsost, og rigtig meget friskrevet muskatnød.
Rester kan blive til en gratineret ret med hjemmelavet, grov rasp. Dagmar spilder ikke det uspiste brød, hun har jo selv stået og bagt det! En lidt sammenkogt og kraftig fiskeret. Albarino-druen har i forvejen en smule muskatnød over sig..