Kærlighed i koronaens tid..

Fermina måtte ikke. Regelsættene – de skrevne og de uskrevne, blev trukket ned over hovedet på hende. De ser på hinanden – på en støvede rådhusplads- et sted i Colombia.. mens hans kærlighed, ved hendes fars hånd bliver skubbet væk fra ham.. for han er farlig- fattig og forkert..

First… Big up og masser af kærlighed til Parkeringsvagten med de vagtsomt søgende øjne. Han stikker sit hoved ind i restauranten og spørger forsigtigt efter mig. Jeg bliver fundet midt i vinvalg, bøf chateaubriand og blåmuslinger. Han har iagttaget vores nye Julia´s bil holde uden gyldig licens.. Han ved godt at vi har købt licenser- så han nodger..- Han nodger hele tiden.. alene hans gule vest er nodging…

Jeg har hørt om steder hvor parkeringsvagterne altid er i par.. og på cykel. Antageligvis med forhøjet forsikringspolicer i baglommen. Jeg håber at vagten bliver ved… han er den rigtige. Hvis man skal forvalte et radikalt, men relativt meningsløst indgreb, der er lavet for at skabe forandrede adfærdsmønstre i menneskers bevægelsesfrihed- så slår man sig på hinanden.

Ingen skabte indgreb kan favne den fri bevægeligheds kompleksitet- det bliver i bedste fald- kun til et forsøg- og på den måde en tilstand i prøvetid.. . Er indgrebet så også økonomisk motiveret, så slår agenterne sig for alvor på hinanden- og prøvetiden vil være dømt til at blive kort…

Poesien og Parkeringsproblematikken på Hundested havn – bliver altså her, en slebet linse, en lille metafor kan man sige, et mikrokosmos hvorigennem vi i det følgende med ironi og humor kan iagttage hvad det vil sige at få kærligheden at føle – i koronaens tid.

Her på knud har det at åbne- været lidt som at se køerne blive lukket på græs om foråret. Det gjalder med kobjælder og der er kalve der aldrig har set græs… man skal vare sig for at stå bag ved.. man risikere at få en glad klov i skallen…det må være fordi at det kilder under tæerne.. en kæmpe forskel fra de cementbelagte staldgulve… ( ribeye tænker vi… velsmagende ribeye)( shit der ødelagede jeg lige metaforen)

Der er unge par der dater for første gang… der er blomster der bliver leveret og settingen i pejsestuen er rigtig for frieri. Franske vinbønder har bevæget sig uden for landets grænser og skænker i glassene. Vores lidt mere gråhårede gæster smiler med hinanden i hånden- og vifter med pas hvor der står ’’færdigvaccineret’’. Kan jeg godt tillade mig at bestille den igen- siger skønne Yvonne- det er tredje gang i denne uge..

Kom bare- der er masser af råstegte hummer på lager..

Muslinger, ost og Mas paillet… er menuen.. og jeg skal altså ikke side i nogen tilstødende gemakker.. Jeg skal kunne følge med.. siger …., hun .. vores tro-faste madskribent og hopper ind midtskibs i smeltediglen af en gyngende restaurant…. Knud og jeg skal smøres ind i mennesker, nærvær og sameksistens.. kærlighed kunne man sige. Det er kun i forhold til andre at vi kan mærke os selv. Klik klak folket kommer spændt ud i spandex – med corona maver har de ligget på hjul de sidste 70 kilometer – for at tage de spændte hjælme af.. de skal osse have kærlighed og kildevand.. og helst ikke for langt fra cyklerne.. – der heldigvis stadig må parkere gratis på Hundested havn.

Måske er det for at regulere for megen møven blandt ’’the in crowd’’ Hundested er hot… men må huske på at den klassisk modstilling til kaos er … absolut ingenting.. .. vi elsker og hader kaos… vi kan ikke afkode det- men vi er som fisk i vandet i det…

Adfærdsregulering er også på spil i restauranten og fylder en del har efter åbningen… Ligsom parkeringsvagten er vi også sat på en umulig opgave. Forvalt venligst følgende modsatrettet besked… alle skal bære mundbind. Alle skal vise adgangspas. Alle der siger de ikke skal… behøves ikke… Øhh ok.. Så i første omgang er det et mellemværende mellem os og gæsten- i næste sekund er det et mellemværende mellem gæsten og staten.. well fantastisk .. restauranten bliver lige pludseligt kampplads for værdipolitik ..Og eftersom ordensmagten er en sjælden gæst – så ser vi.. særligt yngre gæster spankulerede smilende – vi kan nemlig se smilet- rundt i restauranten.. til stor uro for andre.. well vi satte en klov ned- og forstærkede på den måde den ideologiske kamp mellem regulering og frihed.. det er fandme ikke nemt.. vi forstår godt parkeringsvagten..

Det tager næsten 54 år fra Florentino Ariza første gang lægger sine øjne på Fermina- til at tiden er modnet, omstændighederne gunstige- og sindet i hende, er klar til at modtage hans kærlighed. Hans uendelige og platoniske kærlighed i en tid med en super dødelig sygdom…. Hvis symptomer på en måde minder om følelsen af kærestesorg. Livet gik næsten forbi- inden det overhovedet kunne komme på tale… 2000 kvinder kunne ikke slukke Florentinos længsel… og heldet stod på hans side… inden han lod ro´en falde på sig, sænkede skuldrene og lod sig og sin knoklede krop elske…

Vi fik første stik i pinsen… Charlotte og jeg… ( ja altså – vi er nået den alder) Charlotte spurgte om jeg var lettet ? Well – ikke sådan i fysiske forstand… meget tungt hoved.. lidt feber.. lidt ubehag- så helt lettet var jeg ikke .. men lettet alligevel. og her fyre jeg lige et oxymoron på banen.. vi er tungt lettet.. eller måske er vi lettet tungt.. Oxymoronet kan vi bruge til at blive klogere på de modsatrettet dynamikker vi står med -som restaurant, som parkeringsplads, som kærlighedsgiver, som arbejdsgiver som værende mennesker i en verden fuld af benspænd….

I øvrigt.. Plateau di frokost.. er vores nye påhit.. kraftigt inspireret af en legendarisk brunch på et bibliotek i fjern fortid.. lever konceptet med single unit delicacy nu på knud. Det bliver et sommerhit.. det er smovs over tid… 5 gode smage… til den – nærmest- fuldkomne frihed…man kan ikke komme hele kortet igennem på en dag- derfor har vi lavet denne ekstraktion af den komplette virkelighed.

Og så er der noget som bare er det samme- akustikken for eksempel… 3 forskellige stuer- og så fik de tunghør plads i det der larmer mest… der hvor man skal være forberedt på at blive masseret ind i andre menneskers ord… Shit.. et Folke-ligt narrativ tager form.. her kan man vælge hvad der farver oplevelsen mest… den gode mad og den lystige stemning eller larmen og den indre tinitus… Man vælger helt selv hvilken platform man beskuer verden fra; smerten over den mistet kærlighed er jo også en del af kærlighedens væsen.. Gabriel taler om den unge Florentino.. det skal nok blive godt.. der er indbygget mekanismer der hjælper os.. ’’Han var endnu for ung til at vide, at hjertets hukommelse fjerner de slette minder og glorificerer de gode, og at det er takket være denne mekanisme, at vi kan klare at bære fortiden’’…

……og komme igen på knud…

Desværre findes der ingen vaccine mod parkeringen på Hundested havn. Ingen stik man kan tage, og blive så immun, at man kan være lige der hvor man selv vil… Med en easypark app kan man dog tage et quick fix for 9 kroner i timen- men det er kommet for at blive…..og vagtens lod bliver præcis som Florentinos- den evige gang på en smal bro… man må håbe for ham at der også venter en Fermina for enden…

Med skyldig tak til Gabriel García Márquez, Parkeringsvagten, Hundested Havn og alle vores dejlige gæster… ingen nævnt… ingen glemt…

Vi ser frem til en dejlig sommer- med alle….